Knitmandu

Knitting around the world
Forår og familietid…

Forår og familietid…

Som jeg nævnte den anden dag i mit første indlæg i evigheder, så har jeg ubevidst holdt ferie fra bloggen. Tiden er gået med arbejde og familietid, og som lovet får I her lidt billeder fra de sidste par måneder (undskyld til de hard-core strikkere, som kun følger med pga. strikkeindlæggene;-)).

I februar var vi en lang weekend i Chitwan i det sydlige Nepal. Vi var på safari og så en tiger, næsehorn, red på elefanter, osv. I påsken har vi været i Japan, og det var en stor oplevelse og forhåbentlig ikke sidste gang, at vi besøger det smukke land. Og så får I også et par billeder fra en søndagstur med pigerne i Kathmandu, hvor vi tog ind på Patan Durbar Square. Stedet er kendt for dets mange UNESCO kulturarvsmonumenter, som desværre blev slemt beskadiget i jordskælvet. Det var over et år siden (og altså før jordskælvet), at vi sidst havde været der.
As mentioned yesterday, I seem to have taken a holiday from blogging. There hasn’t been much knitting either, but focus has been on work and family time. Here are some photos from our trips to Chitwan in Southern Nepal, Patan Durbar Square and our recent trip to Japan.



On our way to Chitwan we stayed one night at one of our favourite river camps along the Trisuli River and Alma and I woke before the sun and went for a walk by the river.



Sister love in Chitwan.


Alma in Chitwan from a view Tower at dusk looking for sloth bears. We didn’t see any from the tower, but as we drove off, a bear ran across the dirt track in front of the jeep.


Olivia looking at the enchanting statues of hindu gods in a shop in Patan Square. I love the colourful shop fronts.


Alma looking at one of the magnificent temples in Patan Durbar Square that are on the UNESCO list of World Heritage sites. Sadly, many of the temples were severely damaged in the earthquake almost a year ago.


Olivia at a playground in Kyoto, Japan.

Alma and Olivia enjoyed the beautiful gardens in Japan.



Alma was so happy with her kimono and wore it to the Nijo Castle in Kyoto.



Nishiki Market in Kyoto.



Olivia trying to get a better look at the pastries in a Japanese bakery in Kyoto.



Women dressed in kimonos in Ueno Park in Tokyo.


Cherry blossoms at a temple in Kyoto.

En skrædder i Kathmandu…

Jeg har uanede mængder af stof, en urørt symaskine og en masse gode ideer og intentioner. Problemet er, at jeg ikke syr, og jeg er ikke kommet i gang, som jeg havde regnet med. Det er selvfølgelig lidt dumt, men jeg har bare ikke tid. Og den tid, som jeg har til det kreative, bruger jeg 100% på strik.
Så jeg har nu erkendt over for mig selv, at det er på tide at komme afsted til en af de mange skræddere i Kathmandu. Jeg har fået lavet enkelte ting herude, men meget lidt i forhold til potentialet.  Når jeg tænker på, hvor mange ting, jeg i gamle dage (før børn) nåede at få lavet på et par dage i Thailand eller en uge i Cambodia, så er det helt fjollet, hvor lidt jeg har fået lavet på 2 1/2 år i Nepal.
Men nu var det tid, og min veninde tog mig med til Sarita, som er udlært i Japan og designer i Nepal under navnet, Swoniga Design. Jeg fik afleveret forskelligt stof og forskellige ideer og venter nu spændt på at se resultaterne. Derudover kunne jeg ikke modstå den fineste kimono i silke med smukt skråbånd (hedder det det?) fra Japan. Jeg tænker, den kan bruges som et alternativ til en habitjakke eller en cardigan, og den passer perfekt:-) Her er lidt billeder fra min længe ventede skrædder-dag:-)
I have a lot of fabric, an untouched sewing machine and a lot of ideas and good intentions. The problem is that I don’t sew, and I haven’t gotten started as I expected I would during our time in Nepal. I just don’t have time and whatever time I find for creative thoughts is spent on knitting. 

So I finally went to a tailor here in Kathmandu. My friend took me to Sarita who was trained in Japan and designs under the brand Swoniga Design. I brought my fabric and my ideas and am now eagerly awaiting the finished products. I also fell in love with a beautiful kimono in silk with a lovely Japanese fabric as bias binding. Now I am just wondering why I haven’t gone sooner in my 2 1/2 years in Nepal.


Tihar – farver, lys og bambusgynger

Det er efterhånden længe siden, at jeg har lagt andet end strikkeopslag på bloggen, men nu får I lige lidt billeder fra Nepals Tihar festival i denne uge. Tihar svarer til Deepawali i Indien og er en hindu-festival, som man også kalder “Festival of Lights”. 

Man fejrer krager, køer, guden Laxmi, okser og brødre. Der pyntes op med blomster-guirlander på husene, på hundene, på køerne, på menneskerne, osv. Udenfor huset laver folk et mønster på jorden med enten farver, blomster, farvede ris, osv. Dette er et velkomstområde til de hinduistiske guder, som kommer til huset med held og lykke. Selvom vi ikke er hinduer, er vi jo også interesserede i både held og lykke, og pigerne var meget interesserede i at lege med farver. Så vi fik købt både blomster og farver og lavet vores eget velkomstområde til guderne. I disse festival-tider bygges der høje bambusgynger til stor glæde for børn (og nogle voksne). Vi fandt et par stykker, som skulle testes, og de lokale børn var meget søde til at dele deres gynge og skubbe pigerne højt, højt, højt:-) Happy Tihar:-)
This week Nepal celebrates Tihar, which is a five-day Hindu festival. It is similar to Deepavali celebrated in India and is also called the Festival of Lights. Tihar celebrates hindu Gods, people, cows, crows, oxes and dogs. People make patterns on the ground outside their houses using coloured rice, dry flour, flower petals and other things. This is called Rangoli and is meant to be a sacred welcoming area for Hindu gods and goddesses bringing good luck. Even though we are not hindu, we don’t mind a bit of good luck and the girls were excited to make patterns with a lot of colours. We also walked around testing the local bamboo swings that are built during the festival season and dismantled again after Tihar. Happy Tihar to all:-)

Den dag, hvor alting ændrede sig…

Mit sidste blogindlæg var den 25. april 2015. Det var en lørdag som så mange andre her i Nepal. Vi glædede os til en dag uden arbejde og uden skole, en dag til hygge og leg. Jeg var blevet færdig med en ballerina romper til Alma aftenen før, så jeg benyttede morgenen til at tage lidt billeder af hende i haven. Hun gad ikke rigtig, men jeg fik da alligevel lavet et hurtigt blogindlæg om kjolen.

Derefter tog vi som så mange andre lørdage i den amerikanske klub, som er et af de bedste steder at komme med små børn – swimming pool, legeplads, boldbaner og grønne områder – det findes der ikke så mange andre steder i Kathmandu. Vi sludrede med venner, legede og hyggede, som vi altid gør i weekenderne herude.

Men kl. 11.56 ændrede alting sig. Et stort jordskælv – 7,8 på Richterskalaen – ramte Nepal. Jeg orker ikke rigtig at gå ind i detaljerne i forhold til vores egen oplevelse, men kan blot sige, at det var det mest skræmmende jeg nogensinde har gennemlevet. I de efterfølgende timer fortsatte efterskælvene med stor styrke, og jeg husker natten som søvnløs liggende i et telt på et tyndt underlag, mens jorden blev ved med at bevæge sig, og jordskælvsalarmerne inde fra husene hylede næsten konstant.

Det er nu en måned siden. Efterskælvene fortsætter, men der synes nu at være længere i mellem dem, og styrken er også mindre…eller også har vi bare vænnet os til det. Folk er stadig meget traumatiserede, og det store efterskælv på 7,3, som ramte stakkels Nepal den 12. maj betyder, at folk ikke tør tro på, at det er slut. Frygten er overalt.

En ting er, at det også for os har været en skræmmende oplevelse, som har påvirket vores hverdag enormt, men for nepaleserne er konsekvenserne hjerteskærende. Mange har mistet familie og venner – i følge de seneste tal har 8.669 mennesker mistet livet. Endnu flere har mistet deres hjem – over 500.000 huse er helt ødelagt. Og alle har mistet følelsen af tryghed. Og dette er vel og mærket sket i et af verdens fattigste lande, hvor folk i forvejen har så lidt. At bevæge sig rundt imellem ødelagte huse, ødelagte kulturarvsmonumenter, som vi så tit har besøgt, at se telte overalt og høre historierne om folks tab, om deres ødelagte landsbyer, det gør ondt helt ind i sjælen. Det vil tage meget lang tid, før Nepal er ude på den anden side af denne katastrofe.

Mit arbejde har været altoverskyggende og sindssygt travlt. Jan og jeg vurderede fem dage efter jordskælvet, at det var bedst, at han og pigerne forlod landet for en tid – både så jeg kunne arbejde non-stop uden at bekymre mig om dem, og så de kunne få lidt ro uden konstante efterskælv. Tre uger i Singapore blev det til, hvor jeg heldigvis fik lov at besøge dem en uge. De er nu tilbage i Nepal, og vi håber på, at efterskælvene forbliver små.

Pigerne er lykkelige for at være tilbage. For dem er Nepal deres hjem – de husker faktisk ikke rigtig andre steder som hjem. Her er deres venner, og de er konstant omringet af folk, som elsker dem og altid har tid til dem. Og oplevelsen har heldigvis ikke mærket dem. Min store frygt ved at bo i et land med stor risiko for ødelæggende jordskælv har altid været, at det skulle ramme en hverdag, hvor vi var spredt for alle vinde og ikke ville kunne komme i kontakt med hinanden. Men heldigvis ramte det på en lørdag, hvor vi alle var samlet, og ingen af os kom til skade. Det tænker jeg stadig over med stor taknemmelighed.

Nu må vi så prøve at vende tilbage til en form for normal hverdag. Det er svært, og det vil nok tage lang tid, inden vi voksne igen kan slappe helt af, men vi skal jo finde en rytme igen. Og så vil jeg også gerne indrømme, at jeg glæder mig til sommerferien, som jeg aldrig har glædet mig før. At kunne ligge sig til at sove uden at tænke på, hvor mine sko står, hvis jeg hurtigt skal kunne løbe ud, at lyset skal være tændt, så vi ikke falder i hastværket og at døren skal være åben så vi kan høre jordskælvsalarmen. Ikke at skulle bekymre sig om den slags ting, ikke at skulle være i konstant beredskab, ja, den form for indre ro værdsætter jeg mere end nogensinde før, og jeg glæder mig til at kunne slappe af i krop og sind over en lang sommerferie i trygge Danmark.

Jeg tror ikke, at jeg vil skrive mere om det her på bloggen. Jeg føler nok meget, at bloggen skal være mit kreative frirum, hvor jeg giver mig selv lov til at glædes over strik, over mine børn og over de sjove ting, som vi som familie OGSÅ oplever ved at være flyttet om på den anden side af kloden. Men der har ikke været meget plads eller overskud til det kreative eller det sjove, men det bliver der forhåbentlig igen snart.

Det her var en opdatering til alle jer, der har sendt os tanker og hilsner over den sidste måned. Jeres beskeder her på bloggen, på mail og på Instagram har varmet gevaldigt i nogle svære uger <3

You want real yak wool – follow me…

Jeg holdte en fridag i går med to hovedformål: strikkehygge og indkøb af yak-uldtæpper. Jeg fik hygget i solen med min mand og Virgin Mojitos og fik strikket en masse, som kommer på bloggen snart. Men ligeså vigtigt fik jeg handlet tæpper.

Hvis du har været i Nepal og ikke mindst i Thamel-kvarteret i Kathmandu, har du givetvis set masser af såkaldte yak-uldtæpper til salg. De indeholder dog oftest meget mere akryl end egentlig yakuld. Jeg havde dog hørt om et sted, hvor en veninde havde fundet tæpper håndvævet med ægte yakuld. Det tog mig lidt tid at finde stedet – et tempel med trappetrin op, hvor gadesælgerne har tæpper og sjaler til skue hele vejen rundt (prøv at se billederne nedenfor – så giver det lidt bedre mening;-)).

Jeg gik dog forgæves rundt og mærkede og kiggede på de mange tæpper, som alle føltes umiskendeligt som akryl. Samtidig plagede gadesælgerne mig med tilråb om deres produkter: “Madam, what size do you want – look at this one – I have many more colours – you want bigger size – try this shawl – real yak wool, Madam”.

Jeg ignorerede tilråbene (det lærer man hurtigt at gøre, når man generelt bliver jagtet rundt af ivrige gadesælgere) og ledte rundt på nederste række under alle akryltæpperne – det var nemlig gemt dernede, at min veninde havde fundet sine. Til sidst fik jeg fat i noget af det rigtige hos en gadesælger på hjørnet af templet. Han fangede hurtigt, hvad jeg var på udkig efter. “You want real yak wool – 100% wool – no acrylic. Follow me”. Nu har jeg ikke for vane at følge ukritisk med mænd, jeg ikke kender, men samtidig har jeg efterhånden erfaret, at de bedste ting findes i små baggårdslokaler eller i huse og lejligheder langt fra butikkerne på turistgaderne. Og så havde jeg Jan med. “Skat, du går altså med”, sagde jeg hurtigt, da sælgeren ledte mig ind i en bygning og op af en smal trappe til anden sal. Jeg nåede et splitsekund at tænke “måske er han menneskehandler”, hvorefter stemmen i mit hoved sagde: “og hvem tror du han kan sælge en 38-årig dansk kvinde til, ærlig talt?”
I et lillebitte lokale proppet med tæpper begyndte han at hive fine uldtæpper frem. Jeg lugtede til dem, og de lugtede af – yak-okse! Så langt så godt. Jeg fik også sat ild til lidt af tæpperne for at se, om det også brændte, som uld bør. Testet og accepteret talte vil lidt pris. Han var af den opfattelse, at jeg havde været der før og derfor havde styr på priserne, altså de rigtige priser og ikke turist-priserne. På trods af at jeg aldrig tidligere havde set manden, lod jeg ham forblive i troen om, at jeg var en gammel kunde.
 
Jan kunne givetvis se julelysene i mine øjne og med kendskabet til bunkerne af stof og garn, som vi har derhjemme, fik han hurtigt sagt: “Du køber altså kun to – max”! Så det blev til to fine tæpper. Jeg fik dog mandens visitkort og har bestemt tænkt mig at komme forbi en anden gang…og næste gang uden indkøbs-politiet, a.k.a. min mand;-)
 
Derudover var jeg også forbi den lille krea-butik, som jeg af og til besøger. Butikken har silkebånd, knapper, bomuldsgarn, tråd og meget andet spændende. Jeg fik købt lidt sytråd og nogle fine farvede elfenbens-agtige knapper. Jeg forelskede mig også i noget bredt broderet bånd, som kunne være så fint på en taske eller en kjole. Jeg købte det dog ikke, da jeg jo ikke rigtig har fået gang i min symaskine. Måske en anden gang….. God weekend!
I had a day off yesterday, which I spent knitting, drinking Virgin Mojitos with my husband and shopping for yak wool blankets. If you have ever been to Kathmandu, Nepal, you have probably seen tons of yak wool blankets everywhere. However, they are often made with acrylic rather than real wool. Through a friend I had heard of a place where, real yak wool blankets could be found. It took some time, but I finally found the place and was led to another building and a back room by a street vendor. The thought that he might be a human trafficker briefly crossed my mind, immediately followed by the question: “and who do you think he would sell a 38 year old Danish woman to, really?”. Anyway, I had also safeguarded myself with the presence of my husband, which made me safe, but who also ended up vetoing me purchasing more than two blankets. I tested with a lighter that they were real wool and the smell of yak further confirmed this. I am definitely going back. Have a nice weekend:-)
 

Julestjerner på træerne

Nu kan jeg slet ikke huske, hvem det var, men jeg havde lovet en anden blogger et billede af, hvordan julestjerner vokser fuldstændig vildt her i Nepal. Det her indlæg hørte nok bedre til i december, men som I ved, fik jeg jo ikke blogget sidste måned. Ergo, et julestjernebillede i januar….og lige et par andre gadebilleder fra Kathmandu:-)