Knitmandu

Knitting around the world

Babytæppe i retstrik

Der er meget stille herinde i øjeblikket, da vi efter ti dejlige feriedage i Singapore nu er i Danmark og fortsætter med 3 ugers ferie herhjemme, hvilket er skønt! Men det betyder, at jeg er meget lidt på computeren og i stedet suser rundt og besøger familie og venner, som vi nu har savnet i et år.

Jeg tænkte dog, at jeg lige kunne lægge et par billeder op af et babytæppe, som jeg brugte vinteren på at strikke til min nye niece, som blev født i starten af marts i år. Jeg blev inspireret via et par instagram-profiler, som havde strikket helt enkle babytæpper i retstrik med brede striber i forskellige farver. Jeg har før strikket lidt mere “typiske” babytæpper med mønster og blondekanter, men er egentlig også meget glad for dette – men det var altså vildt kedeligt at strikke og derfor sprang der en del andre projekter indover i løbet af vinteren. Det er strikket med Rasmillas tykke yndlingsgarn. Jeg fik ikke taget billeder af det i første omgang, inden jeg gav det til min niece, men da vi nu bor nogle dage hos min søster, fik jeg mulighed for at snuppe lidt fotos til bloggen:-)