Knitmandu

Knitting around the world

Mere vævestrik…

For en del måneder siden skrev jeg et indlæg om en cardigan i vævestrik, som det havde taget mig tæt på et år at færdiggøre – indlægget kan læses her. Men da vævestrik er sjovt at strikke og så fin en teknik til at strikke med flere farver med mindst muligt besvær, så gik jeg i gang med endnu en cardigan, denne gang i str. 2 år til Olivia. Og som billederne af Olivia viser, så er den temmelig meget for stor til hende lige nu (hun er 16 måneder), så hvis jeg er heldig, er den perfekt til de kolde måneder i Nepal, som starter i november.

Den er også fra Susie Haumanns bog “Knit for your Kid”. Jeg havde noget Arwetta garn i gule nuancer, som egentlig var tiltænkt nogle andre projekter, men jeg synes egentlig, at det er blevet meget fint…og ikke mindst meget påskeagtigt:-)
Så god påske til alle i blogland hele vejen fra Nepal:-)

 

Te og strik i Østnepal…

I sidste uge var jeg i Ilam i Østnepal på feltbesøg med mit arbejde. Det indebar en del besøg hos forskellige landmænd, diverse markeder og teplantager. Jeg fik set en masse smuk natur, hilst på søde og dygtige mennesker i landsbyerne og drukket en farlig masse te. Jeg blev desværre også syg på turen, og uden at gå for meget i detaljer kan jeg sige, at maveproblemer og besøg i landdistrikter i et af verdens fattigste lande ikke er verdens bedste kombi.

Men jeg overlevede og fik ud over alle de arbejdsrelaterede møder også set en hel del garn.

Garn og strik fylder meget i Nepal. Du kan købe uendeligt meget strik og filt alle steder i Nepal, og Østnepal var ingen undtagelse. Jeg købte lidt neongarn (for 5 kr!) og nogle søde små hjemmestrikkede futter (3 kr. pr. par!), som jeg tænker bliver en del af barselspakkerne i de kommende måneder:-)

En hel del af garnet kommer fra Nepal, men da Ilam ligger lige på grænsen til Indien, handles der også med garn fra Indien. Rundt om i Ilam så jeg flere små gadebutikker og boder, hvor garn stod i sække. Jeg kunne have brugt meget tid på at dykke ned i det, undersøge kvalitet og farver…men nu var det jo ikke en “garntur”, så det må blive en anden gang. Og efter fire nætter på farten, var jeg overlykkelig for at komme hjem til kys og kram fra mine små piger:-)

Lørdage med små børn i Kathmandu…

Det er lidt en udfordring at komme rundt i Kathmandu med små børn. Vejene er forfærdelige og fortove eksisterer ikke, så klapvogne og barnevogne bruger vi ikke rigtigt. Der er meget luftforurening, så jeg har altid lidt dårlig samvittighed, når jeg går rundt med børnene inde i byen. For ikke at tale om dårlige nerver over, alle de biler og scootere, som suser meget tæt forbi en og på begge sider. Og med et barn, som endnu ikke går og stadig kommer alt i munden, har man altid lidt paranoia over, hvilke ting hun nu har spist eller suttet på, og om vi ender med at have et barn med dårlig mave hele natten….eller endnu værre…et barn som vi er nødt til at suse på hospitalet med midt om natten…i egen bil på hullede veje uden gadebelysning, for ambulancer er der ikke meget af herude.

De allerfleste gange sker, der jo ikke noget, og børnene er faktisk ret nemme at slæbe rundt….de underholdes godt, af de mange hellige køer på alle vejene, af nepaleserne, som elsker børn, af aberne, som hopper rundt omkring mange af templerne, af de vilde hunde, som findes over det hele (og som jeg altid er bange for bider og tilmed har rabies), og af at tælle, hvor mange mennesker der kan sidde på den samme scooter. Så problemet er nok mere forældrene, som synes de skal være på “high alert”, når ungerne er med rundt.

Og når alt det er sagt, så er det jo ikke en mulighed bare at sidde hjemme. Lørdag morgen var der stemning for pandekager og æg, og selvom jeg havde alle gode intentioner om at være lidt eventyrlysten og prøve et nyt sted, så endte vi alligevel med at køre ind i den amerikanske klub, hvor vi er medlem. Medlemsskabet er helt klart et resultat af at have små børn. Den amerikanske klub har en super pool (åben fra ca. april indtil november), en so-so restaurant, hvor man dog kan få udmærkede pandekager, en legeplads,græsplæne, boldbane, minigolf….alle ting, som gør det til et himmerige med små børn.

Og i en by, hvor der som sagt er få virkelig gode muligheder for at tage hen med de små, så møder man oftest alle de andre internationale børnefamilier her. Og lørdag var ingen undtagelse. Mange af Almas venner var også forbi efter pandekager og legepladshygge….og så kan forældrene også få lidt ro med en kop kaffe uden at bekymre sig om unger, der er på afveje. Ok, Alma præsterede at tage sin cykel med op på rutschebanen og kaste den ned, hvilken en amerikansk familie var lidet imponerede over, men ellers gik det ganske fint.

Vejret er dejligt om dagen. Morgener, aftener og nætter fryser vi helt vildt, for det er koldt indenfor…alle steder. Men de fleste dage er solen fremme, og det giver både energi og varme at kunne sidde udenfor med strikketøjet og en kop kaffe midt i januar. Og vejret gør det jo også muligt for børnene at komme i lidt hjemmestrik. Alma var i en trøje, som jeg strikkede for et lille års tid siden i Peruvian Highland Wool (hvis jeg husker rigtigt, er bundfarven Petrol og elefanterne i Fuchsia). Den er tyk og lækker og rigtig god i stedet for en forårsjakke. Opskriften var gratis og fundet på bloggen, Livet på Lindevej. Olivia havde en djævlehue og en rilletrøje på – begge designet af Lene Holme Samsøe og fra bogen, “Babystrik på Pinde 3”.

Neongarn til undsætning…

Jeg elsker “Strikket med Kærlighed” af Vibe Ulrik Søndergaard. Det er en gennemgående SMUK strikkebog. Jeg har strikket to ting fra bogen, som jeg har været rigtig tilfreds med:

Elvira – ærmevest med isblomster

Laura – miniponcho


Der findes også en Laura – hue, som jeg har haft mindre succes med – efter tre forsøg og tre for små huer, har jeg opgivet den opskrift….men jeg de mislykkede huer fortjener deres eget indlæg på bloggen snarest.

Nu havde jeg brug for et enkelt projekt – et TV projekt. Og da jeg havde en frygtelig masse halvtykt Grignasco Skipper merinould købt på udsalg i Uldstedet, tænkte jeg en oplagt ide var at gå i gang med Penelope – retstrikket vest. Et enkelt og elegant projekt:

Men min version blev ikke elegant. Den blev bare….kedelig! Jeg var lige ved at trævle op, og da jeg alligevel ikke gad det, overvejede jeg bare at smide projektet ud af vinduet. Men så kom Alma med et orange bånd, som hun krævede at få på den vest, som hun selv havde bestilt (her skal siges, at hun har kigget i bogen flere gange og bestilt samtlige modeller, så alt jeg strikker fra den bog er egentlig på bestilling…). Den orange farve mindede mig om, at jeg havde et nøgle neongarn i orange liggende. Jeg valgte derfor at hækle fastmasker rundt langs alle kanterne på vesten, og jeg synes faktisk, at resultatet blev ok…ihvertfald mindre kedeligt. Og modtageren er glad…og det tæller jo også for noget:-)

 

Dansk strik i Kathmandu

Vi har nu været i Kathmandu i næsten 6 måneder, og jeg opdager hele tiden nye steder, som er værd at udforske – også hvis man kommer forbi Nepal som turist. Fredag tog jeg en kort dag på arbejde og tog ud at spise frokost med min mand. Vi tog ud til et område, der hedder Baber Mahal Revisited. Det er 5 gårdpladser – gamle stalde – som nu er ombygget til at huse fine små butikker og gode restauranter. Den nok bedste restaurant i Kathmandu ligger her – Chez Caroline. Det er en franskejet restaurant med et super menukort til meget rimelige penge. Derudover er der et par virkelig gode butikker, som jeg næsten altid får handlet lidt i, bl.a. den danskejede Betterfelt, som sælger alt muligt i filt, bl.a. supergode hjemmesko og de kendte kugletæpper (Hay tæpperne er jo de mest kendte derhjemme, men de produceres faktisk også i Nepal). Betterfelt har også en webshop i Danmark, hvor man købe deres ting (men hvis man alligevel skal forbi Nepal, så fåes tingene en hel del billigere i deres butik herude:-)).

Nå, men det her skulle jo handle om et nyt sted, som jeg opdagede. Butikken hedder Pipalbot og ligger ovenpå Chez Caroline. Det ligner et værksted eller galleri med alt muligt lækkert tøj og ting til boligen. Jeg forelskede mig f.eks. i de smukkeste håndvævede tæpper.

Og de store garnnøgler på gulvet…altså, de ville også passe godt ind hjemme hos mig:-)
Butikken solgte også rigtig fint strik til babyer og små børn. Og da jeg kigger nærmere på det, ser jeg, at mærket hedder “Shirley Bredal”. Jeg kan se, at hun er dansk og får håndstrikket tøjet i Nepal af lokale kvinder – jeg fandt et link på nettet til hendes blog, som dog ser ud til at have ligget stille i nogen tid. Jeg købte en babyvest til Olivia, som både var utrolig blød (gætter på den er strikket i cashmere) og med de sødeste mønster. Hvis nogen derude ved, hvor jeg kan finde mønsteret, må I endelig sige til, for jeg vil godt selv prøve kræfter med modellen eller noget i samme stil. Jeg har nemlig altid lidt svært ved at købe hjemmestrik, fordi det føles som snyd. Her bruger jeg mange penge og meget tid på garn og strik, og så vælger jeg at købe hjemmestrik strikket af andre. Nå, men det hænder af og til, at jeg som denne gang falder for noget rigtig fint, som i øvrigt så også koster mindre, end hvad garnet ville koste (for slet ikke at tale om de timer, jeg ville bruge på projektet!). Jeg har hørt om Shirley herude, men endnu ikke stødt på hende, men føler lidt, at hun bestemt må være en “kindred spirit” (er der andre derude, som altid vil elske Anne fra Grønnebakken?:-)).


Yakuld og solhatte

I går var vi i Bhaktapur, som ligger ca. en halv times kørsel fra vores hjem. Det er den 3. største by i Kathmandu-dalen og er på UNESCOs verdensarvsliste – og det ER smukt! Og så var der selvfølgelig også smukke ting til salg i de små butikker rundt omkring. Nogle gange skal man lede godt imellem alt muligt juks, samtidig med at man skal undlade at lade sig stresse, af de mange gadesælgere, som stikker alverdens ting ind foran næsen på en, de tiggende børn og de hellige mænd, som forsøger at sætte tikkaer i panden på en.

Og det klarede jeg denne gang, og synes selv, at jeg gjorde et godt fund – børneponchoer lavet i den blødeste yakuld. Alma ville have sin på med det samme, og det er altid et væsentligt succeskriterium.
Olivia sad i sin klapvogn med den skønneste solhat, som jeg købte i foråret fra Anne (+anneapfelstrudel@gmail.com) med bloggen Apfelstrudel. Den passer også godt ind under den nepalesiske sol, og storesøsteren låner den også gerne:-)