Knitmandu

Knitting around the world

Smuk strik i Nepal

I søndags besøgte jeg et hus i Patan sammen med et par kolleger. Igennem en lille mørk gang, forbi en generator og en lille gård og op af en lille trappegang, blev vi budt velkommen af ejeren af et strikkefirma og hans strikkedamer. Der var garn over det hele, tegninger af mønstre, en gammel strikkemaskine og smilende strikkedamer, som sad i skrædderstilling på gulvet omringet af garn og tekopper. 

Min ene kollegas kone havde fundet stedet (historien om HVORDAN hun fandt det, har jeg til gode), og jeg havde længe glædet mig til at besøge dem. Strikkedamerne strikker ca. 8 timer om dagen, og de mange sweatre, huer, benvarmere, vanter, osv eksporteres hovedsagligt til Japan og Tyskland. Garnet importerer ejeren fra New Zealand og Australien.
Efter at have beundret strikkedamernes igangværende projekter og lidt garngramseri, slog vi os løs i deres lille butik i stueetagen. Ejeren sagde først, at der ikke var så meget, men vi fik hurtigt væltet hele butikken og pakket alt ud. Og vi gik også derfra med flere indkøb.

Efter vores totale gennemgang af samtlige sweatre, forlod vi den lille butik (nedenfor er et billede af indgangen, så jeg forhåbentlig kan finde stedet igen) og begav os ud af byen og hen til ejerens store lager, hvor hans kone ventede på os.

På vejen holdte vi i kø i den forfærdelige Kathmandu-trafik, men det gav mig lige tid til at snappe et billede af to piger i en lille butik ved vejkanten, som var i gang med at hækle og vinde garn:-) Det er blot for at illustrere, at hækling og strikning er håndværk, som man løbende ser kvinder beskæftiget med både i byen og på landet i Nepal.

Vi nåede endelig ud til lageret. Og jeg fik snappet nedenstående billede af enorme mængder garn (dette var blot en brøkdel af det), inden lyset gik. En af udfordringerne i Nepal er manglen på elektricitet. Og lige denne aften var det en særlig udfordring, fordi vi stod fem ivrige kvinder omringet af garn og sweatre, men uden lys. Med hjælp fra lommelygter og lysende mobiler, fik vi alligevel høstet en del, og ingen af os gik tomhændede derfra.

Jeg købte både til mig selv og til gaver. Jeg fik også bestilt lidt til afhentning i januar, og jeg er spændt på at se, om de kan strikke efter mål. Hvis ikke, så finder jeg nok noget andet til den tid. I dag havde jeg min ene cardigan på på arbejde, og den var fantastisk varm og dejlig – her er et sjældent selfie fra i morges med min fine cardigan:-)

Billederne nedenfor af nogle af mine indkøb er ikke fantastiske, da jeg i disse dage møder tidligt og arbejder indtil sent, så jeg har ikke så meget dagslys at fotografere i.

Og så købte jeg for meget billige penge en trøje med fejl – der var en del masker, som var løbet – og så smed ejeren 250 gram garn med, så jeg selv kan reparere den. Det håber jeg sørme, at jeg får taget mig sammen til en dag….




A visit to a sweater shop in Patan in Nepal was very interesting. We met the knitting ladies and the owner and bought more sweaters than I will ever need. Here are photos both of the knitting ladies, the yarn, the shopping taking place and some of my purchases. 

Mor, jeg vil gerne bo på landet…

Nepal fejrer i disse dage Dashain, som er en hindu-festival og landets længste festival. Rent mytologisk handler det vist om, hvordan det gode besejrer det onde – guderne varierer dog tilsyneladende lidt alt afhængig af, hvilken retning inden for hinduisme, som man tror på. Men i bund og grund er det helligdage, hvor man er sammen som familie, laver ofringer i de mange hindu-templer, flyver med drager…og gambler helt vildt.

For os var det nogle fridage fra arbejde og skole/børnehave, og vi valgte at tage ud af støvede og forurenede Kathmandu. Da vi om et par uger tager næsten to uger til Cambodia, valgte vi noget lokalt og halvbilligt, som kunne nås på mindre end en time. Og det er netop det gode ved Nepal. Hvor træt man end kan være af Kathmandus støvede bumleveje, larm og kaos, så kan man på meget kort tid være ude i den smukkeste natur.

Vi valgte et lille “guesthouse”, som er startet af nogle franskmænd. Det er hyggeligt og meget rustikt (læs: ikke fancy og med sporadisk varmt vand) og ligger lidt oppe af bjergene omringet af skov og rismarker. Stedet har heste, æsler og hunde, og det i sig selv var et paradis for børnene, især Alma. Vi gik også et par ture i skovene omkring gæstehuset, men da jeg vendte tilbage med 2-3 igler i skoene, var jeg mildest taget ikke begejstret. Men vi fik hygget os sammen og indtaget noget tiltrængt frisk luft. Børnene får mere og mere glæde af hinanden, og det er så dejligt at se. Jeg er ikke det store friluftsmenneske og savnede en lillebitte smule mine aftener med TV-serier og strik, men da der ikke var meget lys efter mørkets frembrud, og vi alle sov sammen, så fik jeg endelig et par gode nætters søvn (dvs. fra ungerne blev puttet kl. 19.30 og indtil 06 næste morgen;-)).

Alma til gengæld er totalt land-menneske. Da jeg puttede hende her til aften, sukkede hun: “Åh mor, hvorfor skulle vi hjem, vi havde det så hyggeligt. Jeg savner mine æsler og mine heste og hunde. Mor, når vi flytter til Danmark vil jeg gerne bo på landet og tæt på en rideskole”. Sådan! Så må vi se, om det er noget vi kan levere, når den tid kommer:-)

We have had a few days in the countryside of Nepal enjoying family time and fresh air. And Alma loved being around all the animals that were part of the guesthouse where we stayed. This evening she told me that she missed her horses, donkey and dogs and wants to live in the countryside when we move back to Denmark. Let’s see how we work that out….

Børn og bjergluft…

Efter en meget travl måned, hvor jeg har været på feltbesøg med arbejde nogle gange, tog vi for et par uger siden en lang weekend og rejste op i bjergene med børnene. Når man bor i Kathmandu, hvor luftforureningen desværre er ret slem, er det dejligt at komme ud i den tynde og rene luft. Vi fløj til Pokhara og kørte med en gammel Landrover op i bjergene til et hotel, som hedder Tiger Mountain Lodge.

Når man bor et sted som Nepal, må man nogle gange sluge, at sikkerhed i trafikken ikke lever op til det man ønsker og kender. I Kathmandu sidder ungerne altid i autostole, da vi havde stolene med fra Danmark og har vores egen bil. Men når man rejser rundt herude, er det ikke til at opdrive den slags sikkerhedsforanstaltninger. Og så må jeg bare sidde på bagsædet med hjertet i halsen og to ikke-fastspændte børn, som synes det er herligt at sidde frit og kramme hinanden;-) Bumleturen på ikke-asfalterede veje fik dog sidst begge piger til at falde i søvn.

Tiger Mountain Pokhara Lodge ligger i den dyre ende her i Nepal, og selvom det var et dejligt hotel med god mad og service synes jeg måske prisen stadig er noget i overkanten. Men vi havde nogle skønne dage med guidede vandreture og oplevelser i bjergene og igennem de bittesmå landsbyer, som ligger på bjergskråningerne. Afslappende var det måske ikke helt, men det er lidt betingelserne, når man har små børn med til steder, hvor risikoen for at falde MEGET langt ned er overalt. Og hotellet er ikke et børnevenligt sted (i modsætning til vores sidste ferie til Thailand, som jeg skrev om her), men da både Olivia og Alma efterhånden er vant til at rejse rundt, finder de hurtigt ud af at lege med de ting, som der nu er. De fandt hurtigt ud af at lege med blomsterne og et skakspil, som blev brugt flittigt hver dag. Og en pool er jo altid til stor glæde. Det var desværre ikke det bedste tidspunkt vejrmæssigt i forhold til udsigt over sneklædte Himalaya-bjerge, så det må vi have til gode til en anden gang.

A few weeks back we took the kids on a long weekend in the mountains. We stayed at the Tiger Mountain Pokhara Lodge, which is a high-end hotel here in Nepal. It was very nice with good food and service, but I do find that the price was a bit too much for what it offered. However, we had a great time trekking with the girls and enjoying the views and time together far away from modern amenities like TV and rooms full of toys:-)

Nepals stærke kvinder…

Nu får I lige de sidste billeder fra Nepal i denne omgang, og så lover jeg at vende tilbage til strik i mit næste indlæg:-) Men jeg var nødt til at dele lidt flere billeder fra Jumla i det nordvestlige Nepal. Billeder af kvinder som hele livet arbejder hårdt fra de vågner til de går i seng – De høster med en lille le, de står i vand til anklerne og planter ris, mens de synger for at holde stemningen og modet oppe….og de glæder sig over at have fået elektricitet, så de ikke længere behøves at male melet manuelt, og dermed har flere timer i dagen til at hente brænde, hente vand og andet fysisk arbejde…

Når der kun er børn og gamle tilbage i landsbyen…

Jeg er netop kommet hjem fra Jumla, som er et af Nepals fattigste og mindst udviklede bjergdistrikter.   Med på turen var den danske og den norske ambassadør, som begge skulle ud og se, hvilken indvirkning vores støtte til vedvarende energi har haft i de fattigste egne af Nepal. Jeg har efterhånden været afsted nogle gange, men jeg bliver stadig glad for at se, hvordan vores udviklingsbistand rent faktisk kan gøre en forskel i menneskers liv: ved hjælp af små vandkraftværker og solpaneler har de nu elektricitet. Om aftenen kan børnene lave deres lektier, og kvinderne kan lære at læse og skrive, når de er færdige med deres arbejdsopgaver både i marken og i hjemmet.

Jeg føler altid en særlig glæde ved den forskel, som det har haft for børn og kvinder. For de har det hårdt i et land som Nepal, ikke mindst i de fjerntliggende landområder. De arbejder fysisk hårdt dag ind og dag ud. Og med flere og flere mænd (og efterhånden også kvinder), som udvandrer til bl.a. landene i Mellemøsten (når I læser om de arbejdere, som arbejder sig ihjel i Qatar for at forberede til VM i fodbold, er det meget ofte nepalesere), er det kvinderne, som står med alt derhjemme.

Derfor skal dette indlæg handle om nogle af de kvinder og børn, som vi mødte i de landsbyer, vi kom forbi på vores dagslange vandretur. Om alle de mange børn, som vi så…virkelig iøjnefaldende mange børn. Og i dagstimerne er forældrene i marken. Nogle af børnene er med deres mødre på arbejde, men ikke alle. Jeg så gamle mænd og kvinder, som passede børn; børn, som passede børn; og børn, som passede sig selv. Det lyder så forkælet, men det er virkelig svært at forholde sig til og forstå den enorme fattigdom og de hårde kår, som disse børn lever under, når man kommer fra et priviligeret land som Danmark. Mine børn har rigeligt med tøj, rigeligt med mad, forholdsvist meget tid med mor og far, alt for meget legetøj og virkelig meget få bekymringer i livet. Det er bare et spørgsmål om held – “luck of the draw” – hvor i verden man bliver født, og hvilke betingelser og muligheder, der følger med…

Nepal i billeder – flygtninge, skolebørn, teplantager og natur

For et par dage siden kom jeg hjem fra et besøg i Østnepal. Det omhandlede et af de udviklingsprogrammer, som jeg sidder med, og for første gang besøgte den danske ambassadør den østlige del af Nepal. Udover de aktiviteter vi havde i forhold til vores program, benyttede vi også lejligheden til at besøge en flygtningelejr for bhutanesiske flygtninge – ovenfor er et billede fra flygtningelejren.

For de af jer som ikke kender til de bhutanesiske flygtninge kan jeg opridse situationen således:

De bhutanesiske flygtninge i Nepal tilhører den etniske gruppe Lhotsampas, som sidst i 1800-tallet udvandrede fra Nepal og slog sig ned i det sydlige Bhutan. Lhotsampas er altså etniske nepalesere, som fastholdte deres kultur, deres sprog og religion (hinduisme) efter de bosatte sig i Bhutan. De blev med tiden anset som en trussel mod Bhutans kultur og religion (buddhisme). Op gennem 1980’erne blev sammenstødene flere og større, og det førte til, at over 100,000 Lhotsampas i starten af 1990’erne så sig nødsaget til at flygte fra Bhutan til Nepal. De har i snart 25 år stået i den umulige situation, at Nepal ikke vil anerkende flygtningene og altså ikke vil lade dem integrere og bosætte sig i Nepal, og Bhutan vil ikke tillade, at de vender tilbage til Bhutan – altså snart 25 år i en flygtningelejr! Da der ikke umiddelbart var udsigt til en løsning, fik FN’s flygtningeorganisation, UNHCR i 2005 en aftale på plads med en række lande, som har sagt ja til at modtage de bhutanesiske flygtninge og give dem permanent opholdstilladelse. Omkring 90,000 bhutanesiske flygtninge har over årene genbosat sig i lande som USA, Canada, Holland, Norge og også Danmark. Vi har modtaget over 750 af disse flygtninge, som nu har startet et nyt liv i Danmark. Der arbejdes stadig på en politisk løsning, hvorved de bhutanesiske flygtninge enten kan vende hjem til Bhutan eller få lov til at slå sig ned i Nepal, men indtil da tilbyder Danmark og andre lande altså, at de kan få en frisk start i et nyt land og komme væk fra flygtningelejrene.

Nedenfor er der lidt billeder fra den flygtningelejr, som vi besøgte. Et stort billboard fra lejren, som viser en pige, som holder en dansk opholdstilladelse; kvinder, som undervises i syning og vævning og nogle af de ting, som de laver og sælger; skolepiger, som vi besøgte i deres klasse – piger, som alle er født og opvokset i flygtningelejren og altså aldrig har boet eller set deres fædreland; og en fødestue i sundhedscentret i flygtningelejren.

Og så lige lidt flere stemningsbilleder fra turen – søde skolebørn i uniformer, grønne teplantager i disen, smukke roser på faldefærdige huse med parabolantenner på taget og smukke aftener med dramatisk lys hen over bjergene. Jeg fik ikke strikket, så garninspiration må vente til et kommende indlæg. Håber I stadigvæk læser med alligevel.