Knitmandu

Knitting around the world

Glade børn på en solskinsdag…

En tragisk dag i går, var for børnene blot endnu en dag med leg, sol og smil, og deres uskyld og umiddelbarhed varmer altid mit hjerte.

Vi er heldige, og vi nød hinanden på en lun og fredfyldt solskinsdag i Kathmandu. Mere er der vist ikke at sige i denne omgang, men jeg fik lyst til at dele disse søde billeder af Olivia i en Elvira vest fra Vibe Ulrik Søndergaards “Strikket med Kærlighed”.
Varme tanker til alle <3
Yesterday the children enjoyed themselves in the sun on a day that for us adults was filled with sadness after the terrible tragedy in Paris. The smiles and laughter of children always warm my heart, so I will share these happy photos of Olivia from yesterday – she is wearing an Elvira Vest from Vibe Ulrik Sondergaard’s knitting book “Labour of Love”. 

Tihar – farver, lys og bambusgynger

Det er efterhånden længe siden, at jeg har lagt andet end strikkeopslag på bloggen, men nu får I lige lidt billeder fra Nepals Tihar festival i denne uge. Tihar svarer til Deepawali i Indien og er en hindu-festival, som man også kalder “Festival of Lights”. 

Man fejrer krager, køer, guden Laxmi, okser og brødre. Der pyntes op med blomster-guirlander på husene, på hundene, på køerne, på menneskerne, osv. Udenfor huset laver folk et mønster på jorden med enten farver, blomster, farvede ris, osv. Dette er et velkomstområde til de hinduistiske guder, som kommer til huset med held og lykke. Selvom vi ikke er hinduer, er vi jo også interesserede i både held og lykke, og pigerne var meget interesserede i at lege med farver. Så vi fik købt både blomster og farver og lavet vores eget velkomstområde til guderne. I disse festival-tider bygges der høje bambusgynger til stor glæde for børn (og nogle voksne). Vi fandt et par stykker, som skulle testes, og de lokale børn var meget søde til at dele deres gynge og skubbe pigerne højt, højt, højt:-) Happy Tihar:-)
This week Nepal celebrates Tihar, which is a five-day Hindu festival. It is similar to Deepavali celebrated in India and is also called the Festival of Lights. Tihar celebrates hindu Gods, people, cows, crows, oxes and dogs. People make patterns on the ground outside their houses using coloured rice, dry flour, flower petals and other things. This is called Rangoli and is meant to be a sacred welcoming area for Hindu gods and goddesses bringing good luck. Even though we are not hindu, we don’t mind a bit of good luck and the girls were excited to make patterns with a lot of colours. We also walked around testing the local bamboo swings that are built during the festival season and dismantled again after Tihar. Happy Tihar to all:-)

Ferie i Indien med børn….tjaaa

Lad mig starte med at sige, at jeg bestemt ikke er nogen ekspert i forhold til at rejse med børn i Indien, og mange mere erfarne Indien-rejsere vil sikkert være meget uenige i mine observationer. Men jeg vil nu alligevel dele vores oplevelser fra 6-dages rundrejse i Nordindien (Delhi-Agra-Jaipur). Og lad mig også sige, at vi både var ramt af sygdom og lange forsinkelser, så det påvirker nok også mit indlæg – Så er I advaret;-)

Vores tur til Indien skulle vare seks dage, men endte med at blive dobbelt så lang. Et passagerfly havde en såkaldt “crash-landing” i lufthavnen i Kathmandu. Heldigvis (og mirakuløst måske) kom ingen til skade, men da lufthavnen kun har én landingsbane, og der ikke i hele Nepal fandtes udstyr til at fjerne det forulykkede fly fra den eneste landingsbane, så endte det med, at lufthavnen var lukket for alle ind- og udadgående fly i næsten fem dage. Og det skete selvfølgelig samme dag, som vi var på vej hjem!

Så vi sad fast i Delhi i fem ekstra dage. Ikke fantastisk når man selv skal dække sine udgifter, og hele familien i øvrigt var klar til at komme hjem. Men hvis I nogensinde kommer forbi Delhi, så kan jeg varmt anbefale Shangri-La Eros Hotellet. Gode værelser, skønt personale og fantastisk mad! Dette var klart et lyspunkt i løbet af de mange dage, hvor vi sad og ventede på nyt.

Overordnet set havde vi en ok ferie. At jeg ikke lyder ellevild skyldes nok især, at Olivia var syg halvdelen af turen. Hun blev ramt af opkast og diarre på rejsens længste køretur (7 timer fra Agra til Jaipur), Og det var selvfølgelig ikke optimalt (langt fra, faktisk).

Generelt og meget generaliserende vil jeg sige, at vi alt for mange gange blev mødt af folk, der var lettere aggressive i deres attitude, var alt for ivrige efter at snyde os og jagtede vores børn med deres kameraer alt for meget. Og nu skal det jo ses i kontekst af, at vi bor i et af verdens fattigste lande lige nord for Indien, så vi er jo vant til at børnene får meget opmærksomhed, og vi er vant til at vi generelt forventes at betale mere end lokale, fordi vi selvfølgelig også HAR mere. Tonen var bare hård og aggressiv på en måde, som jeg aldrig oplever i Nepal. Folk prøvede ikke bare at tage et billede af børnene, men hev dem op for at tage “selfies” med dem….hvilket ungerne selvfølgelig overhovedet ikke var med på (der var da også mange, som spurgte pænt, og de fik et pænt nej tak fra pigerne;-)). Vi oplevede at folk decideret løj, fuppede og pressede for at tjene penge, hvilket var ret nedslående. Og ja, med to små børn, pusletaske og kamera var vi jo tydeligt turister og – i disse folks øjne – nemme ofre – men det var stadig det værste jeg har oplevet i de mange lande, som jeg har rejst i. En af mine veninder, som har rejst meget i Indien, fortalte at hendes indiske veninde siger: “I Sydindien er vi poeter og i nord er de krigere”, og det passer nok meget godt i forhold til den aggressive facon, jeg generelt fornemmede hos folk.

Lige nu vil jeg nok klassificere dette som en ferie i den lave ende af “god ferie”-skalaen, men det er nok også en af de ture, som lige skal fordøjes lidt, ikke mindst problemerne i forhold til at komme hjem.

Derfor vil jeg også slutte af med nogle positive ting fra turen: vi så smukke Taj Mahal og andre fantastiske forte, paladser og monumenter, der emmede af historie og fordums storhed; vi legede gemmeleg og fangeleg hver dag; vi købte smukt stof, skønne paraplyer og indiske prinsessekjoler; vi spiste dejlig mad og mange is; vi fortalte historier på de lange bilture om prinsesser, prinser, sultaner og paladser; vi så tegnefilm på iPaden; vi sang alle fire om kap i bilen til morskab for chaufføren; vi prøvede at holde humøret oppe også efter at Olivia havde kastet op for 5. gang; vi så kameler, aber og elefanter; vi nåede pga. forsinkelsen at opleve Indiens farvefestival “Holi”; vi opdagede (igen) at vi har nogle fantastiske rejsebørn, som klarer medgang og modgang med smil og godt humør (ja, ja, de pylrer og plager også, men de er trods alt også kun 4 og 2;-)); og vi tog en masse billeder, som vi om mange år garanteret vil se på med glæde og eventyrlyst, samtidig med at vi vil have glemt de dårlige oplevelser eller ihvertfald vil grine af opkast-turen og de mange dage og timer fanget i Delhi.

Ja, strandferie i Thailand ville nok have været nemmere med små børn (og står også på listen som vores næste ferie-destination;-), men denne ferie i Indien ender nok med at være mere uforglemmelig:-)

 

Mor, jeg vil gerne bo på landet…

Nepal fejrer i disse dage Dashain, som er en hindu-festival og landets længste festival. Rent mytologisk handler det vist om, hvordan det gode besejrer det onde – guderne varierer dog tilsyneladende lidt alt afhængig af, hvilken retning inden for hinduisme, som man tror på. Men i bund og grund er det helligdage, hvor man er sammen som familie, laver ofringer i de mange hindu-templer, flyver med drager…og gambler helt vildt.

For os var det nogle fridage fra arbejde og skole/børnehave, og vi valgte at tage ud af støvede og forurenede Kathmandu. Da vi om et par uger tager næsten to uger til Cambodia, valgte vi noget lokalt og halvbilligt, som kunne nås på mindre end en time. Og det er netop det gode ved Nepal. Hvor træt man end kan være af Kathmandus støvede bumleveje, larm og kaos, så kan man på meget kort tid være ude i den smukkeste natur.

Vi valgte et lille “guesthouse”, som er startet af nogle franskmænd. Det er hyggeligt og meget rustikt (læs: ikke fancy og med sporadisk varmt vand) og ligger lidt oppe af bjergene omringet af skov og rismarker. Stedet har heste, æsler og hunde, og det i sig selv var et paradis for børnene, især Alma. Vi gik også et par ture i skovene omkring gæstehuset, men da jeg vendte tilbage med 2-3 igler i skoene, var jeg mildest taget ikke begejstret. Men vi fik hygget os sammen og indtaget noget tiltrængt frisk luft. Børnene får mere og mere glæde af hinanden, og det er så dejligt at se. Jeg er ikke det store friluftsmenneske og savnede en lillebitte smule mine aftener med TV-serier og strik, men da der ikke var meget lys efter mørkets frembrud, og vi alle sov sammen, så fik jeg endelig et par gode nætters søvn (dvs. fra ungerne blev puttet kl. 19.30 og indtil 06 næste morgen;-)).

Alma til gengæld er totalt land-menneske. Da jeg puttede hende her til aften, sukkede hun: “Åh mor, hvorfor skulle vi hjem, vi havde det så hyggeligt. Jeg savner mine æsler og mine heste og hunde. Mor, når vi flytter til Danmark vil jeg gerne bo på landet og tæt på en rideskole”. Sådan! Så må vi se, om det er noget vi kan levere, når den tid kommer:-)

We have had a few days in the countryside of Nepal enjoying family time and fresh air. And Alma loved being around all the animals that were part of the guesthouse where we stayed. This evening she told me that she missed her horses, donkey and dogs and wants to live in the countryside when we move back to Denmark. Let’s see how we work that out….