Knitmandu

Knitting around the world

Mor, jeg vil gerne bo på landet…

Nepal fejrer i disse dage Dashain, som er en hindu-festival og landets længste festival. Rent mytologisk handler det vist om, hvordan det gode besejrer det onde – guderne varierer dog tilsyneladende lidt alt afhængig af, hvilken retning inden for hinduisme, som man tror på. Men i bund og grund er det helligdage, hvor man er sammen som familie, laver ofringer i de mange hindu-templer, flyver med drager…og gambler helt vildt.

For os var det nogle fridage fra arbejde og skole/børnehave, og vi valgte at tage ud af støvede og forurenede Kathmandu. Da vi om et par uger tager næsten to uger til Cambodia, valgte vi noget lokalt og halvbilligt, som kunne nås på mindre end en time. Og det er netop det gode ved Nepal. Hvor træt man end kan være af Kathmandus støvede bumleveje, larm og kaos, så kan man på meget kort tid være ude i den smukkeste natur.

Vi valgte et lille “guesthouse”, som er startet af nogle franskmænd. Det er hyggeligt og meget rustikt (læs: ikke fancy og med sporadisk varmt vand) og ligger lidt oppe af bjergene omringet af skov og rismarker. Stedet har heste, æsler og hunde, og det i sig selv var et paradis for børnene, især Alma. Vi gik også et par ture i skovene omkring gæstehuset, men da jeg vendte tilbage med 2-3 igler i skoene, var jeg mildest taget ikke begejstret. Men vi fik hygget os sammen og indtaget noget tiltrængt frisk luft. Børnene får mere og mere glæde af hinanden, og det er så dejligt at se. Jeg er ikke det store friluftsmenneske og savnede en lillebitte smule mine aftener med TV-serier og strik, men da der ikke var meget lys efter mørkets frembrud, og vi alle sov sammen, så fik jeg endelig et par gode nætters søvn (dvs. fra ungerne blev puttet kl. 19.30 og indtil 06 næste morgen;-)).

Alma til gengæld er totalt land-menneske. Da jeg puttede hende her til aften, sukkede hun: “Åh mor, hvorfor skulle vi hjem, vi havde det så hyggeligt. Jeg savner mine æsler og mine heste og hunde. Mor, når vi flytter til Danmark vil jeg gerne bo på landet og tæt på en rideskole”. Sådan! Så må vi se, om det er noget vi kan levere, når den tid kommer:-)

We have had a few days in the countryside of Nepal enjoying family time and fresh air. And Alma loved being around all the animals that were part of the guesthouse where we stayed. This evening she told me that she missed her horses, donkey and dogs and wants to live in the countryside when we move back to Denmark. Let’s see how we work that out….

Spiritualisme vs. smukke smykker

For et par uger siden, fik Jan og jeg arrangeret pasning af børnene (hvilket er rimelig nemt, når man har en fast barnepige, som passer den lille (hun går ikke i institution endnu, men bliver passet hjemme med leg i såkaldte “playgroups” et par gange om ugen), og som begge piger er trygge ved…og som oftest er meget interesseret i overarbejde. Formålet med vores børnefri aften var at deltage i lanceringen af et norsk smykkemærke – A/Bareness. Jeg havde fået tilsendt en invitation, og det lød som et fint lille arrangement med smukke smykker, drinks og musik. 

Vi kendte ikke stedet, hvor det blev holdt, men blev sat af i nærheden, hvorefter vi gik lidt rundt på må og få og kiggede efter Yala Gallery. Tilfældigvis stødte vi ind i en af mine kolleger fra ambassaden, som med sin kone og nogle venner tilsyneladende var på vej til samme arrangement, og vi fulgte gladeligt med dem. Det viste sig så at være et noget andet arrangement, som de skal bruge aftenen på….
Jeg kunne godt se, at det ikke så helt rigtigt ud og fik hvisket til Jan, at jeg var lidt i tvivl om vi var havnet det rigtige sted. Men vi stod nu i en mindre gruppe af mennesker, som stimlede tættere sammen, og det virkede lidt uforskammet at gå. 
Det viste sig at være en lille happening i forbindelse med åbningen af en fotoudstilling, som indebar en “guru”, som spillede på “singing bowls”, mens han bad os om at lukke øjnene og meditere, samtidig med, at han reciterede poesi. Nu var dette absolut et arrangement, som jeg normalt kunne finde på at komme til, helt bestemt.

Men lige denne aften havde jeg sat næsen op efter smykker og drinks. Og så må spiritualisme og meditation blive uden mig. Mens alle stod med lukkede øjne, fik jeg listet Jan med ud af mængden, og vi skyndte os at fordufte.
Kort efter finder vi Yala Galllery. Vi bliver budt velkommen af Karoline, den ene af de to norske smykkedesignere, får en drink i hånden og begiver os ind i det lille galleri, hvor lanceringen finder sted. 
Yala er et rigtig fint sted, hvor der både er udstilling og butik. Bare det, at der i trappeopgangen i den gamle bygning er udstillet med knapper, var jo nok til at vinde mig over.

Og A/Bareness smykkerne var også virkelig smukke, samtidig med at man bidrager til et godt formål. De to norske designere har arbejdet som frivillige i Norge i en periode, og fik i den forbindelse øjnene op for den utrolige fattigdom, som præger landet. Et af mange problemer er manglende rent drikkevand – hvilket kan virke paradoksalt, når landet ligger midt i Himalayabjergene. Men det er nu engang realiteterne, og A/Bareness har derfor valgt at donere 5 norske kroner af hvert produkt, de sælger, til udviklingsarbejde i Nepal. I kan se smykkerne på deres hjemmeside – desværre sender de kun til Norge i øjeblikket, men mon ikke de udvider til Danmark på et tidspunkt:-)

Jeg formåede at begrænse mig og købte kun et par små fine ørenringe (billedet er lånt fra A/Bareness’ hjemmeside – og indlægget er i øvrigt ikke sponseret).
 

Udover de fine smykker er der også andre ting, der gør Yala et besøg værd. Nedenfor er lidt billeder fra stedet. Jeg har forelsket mig i de hængende “dansedamer” til at hænge smykker og ørenringe på, så jeg må nok tilbage efter et par af dem på et tidspunkt.

 

Smykkeshopping er selvsagt ikke lige Jans yndlingsbeskæftigelse, men han syntes, at stedet var meget fedt, og så sluttede vi aftenen af på vores yndlingsrestaurant i Kathmandu, Chez Caroline. Og en god middag i fred og ro (læs: uden at man skal sidde og få mad i munden på to børn, undgå at de smider maden på gulvet, vender bunden i vejret på deres glas, og afslutningsvis hurtigt sluge sin nu kolde mad, inden man skal putte børn) er altid det hele værd. Og vil blev begge enige om, at vi en anden dag må lægge vejen forbi den spirituelle fotoudstilling:-)